Jordan
Jordan

UDFORDRINGER
Som nabo til Irak er Jordan blevet et tilflugtsland for de mange tusinde irakere, der siden 2003 er flygtet fra krigen. Ifølge den jordanske regering bor 453.000 irakere i Jordan.
De irakiske flygtninge betragtes af de jordanske myndigheder som ”gæster”. Deres retslige status er uklar og medfører, at de ikke har ret til at arbejde. Derfor har et stigende antal flygtninge svært ved at få dagligdagen til at hænge sammen. Mange slås med kroniske sygdomme og lever under fattigdomsgrænsen i de store byer.
På grund af den stadig usikre situation i Irak og de manglende integrationsmuligheder i Jordan er genbosættelse i tredjeverdenslande i øjeblikket den eneste reelle, varige løsning for de fleste irakiske flygtninge.
Antallet af tredjeverdenslande, der er villige til at tage imod disse flygtninge, er begrænset, og genbosættelsessagerne kan tage flere år, inden der falder en endelig afgørelse.
Ud over de irakiske flygtninge bor over 2 millioner palæstinensiske flygtninge i Jordan.
HVOR I JORDAN ARBEJDER VI?
Da hovedparten af de registrerede irakiske flygtninge bor i og omkring de store byer, har Caritas oprettet centre til at modtage og støtte flygtninge i byerne: Amman, Zarka, Irbid, Karak og Fuhais.
DET GØR VI
Caritas retter primært sin støtte mod de irakiske flygtninge, som kom til Jordan uden realiseret formue, eller hvor denne efter flere år er opbrugt, således at de nu må betegnes som fattige. Desuden er blikket rettet mod de særligt udsatte husstande, hvor fattigdommen går hånd i hånd med ekstra sårbarhed som følge af sygdom, handikap, enlig forsørger eller særligt mange børn at forsørge.
Caritas støtter sundhedscentre, hvor flygtningene kan få gratis læge- og tandlægehjælp. Centrene yder også økonomisk støtte til køb af medicin, fortsat behandling og indlæggelse på hospitaler.
Flygtningebørn hjælpes til at komme i skole og støttes med specialtimer.
Selvom flygtningene ikke kan få et legalt arbejde i Jordan, er det vigtigt, at de bliver så selvhjulpne som muligt. Derfor tilbyder Caritas en del flygtninge kompetenceudviklende eller erhvervsrelaterede uddannelseskurser. Det er med til at øge deres muligheder i forbindelse med genbosættelse til tredjeverdenslande, eller for at kunne tjene lidt til dagligdagen i den uformelle erhvervssektor.
