Bolivia

Bolivia

© Neil Palmer / CIAT

UDFORDRINGER
Bolivia er Sydamerikas fattigste land og det land, hvor der er størst forskel på rig og fattig. Særligt Bolivias oprindelige folk hører til samfundets allerfattigste. Samfundet er mandsdomineret, og især i landområderne har kvinder og piger begrænsede muligheder - for eksempel for skolegang. Det er derfor blandt kvinderne, at de fleste analfabeter findes. På samme måde har kvinderne ikke samme muligheder som mænd for at deltage i det offentlige og politiske liv og beklæde tillidsposter.

Bolivia er et land med store jordrettighedsproblematikker og miljømæssige problemer grundet mange års udpining af jorden og fældning af skovene. Der er vandmangel, tørke og erosion i mange landområder. Der er generelt et stort behov for at styrke kendskabet til bæredygtig landbrugsproduktion og skabe lige vilkår for kvinder og mænd.

HVOR I BOLIVIA ARBEJDER VI?
Caritas Danmark har siden 1989 sammen med forskellige partnere gennemført adskillige projekter i Bolivia. I det nuværende Bolivia-program arbejder Caritas i Coroico. Coroico er navnet på en kommune, som ligger i Yungas-området nordøst for La Paz. Området er præget af fattigdom. Størstedelen af indbyggerne er af Aymara-indiansk oprindelse, og mange taler kun Aymara. Analfabetismen er på knap 23 procent, og den gennemsnitlige indkomst ligger under FN's fattigdomsgrænse på en dollar om dagen.

DET GØR CARITAS
I Coroico arbejder Caritas for at forbedre fattige familiers forhold ved at fremme kvinders økonomiske uafhængighed og politiske indflydelse.
500 kvinder støttes med at igangsætte eller forbedre deres produktion indenfor fem områder: kaffe, høns, svin, honning og landbo-turisme.
Samtidig trænes kvinderne i samfundsforhold og kvinders rettigheder. Det skal øge kvindernes indflydelse på kommunale og lokale beslutningsprocesser.

Yderligere samarbejder Caritas og partnerorganisationen med Coroicos kommune for at styrke forvaltningen i kommunen.
 


Støtte til udsatte unge i La Paz, Bolivia
Caritas Danmark støtter også et mindre projekt i Bolivia for midler indsamlet under fasteindsamlingen i 2008.
Projektet er et samarbejde med Caritas La Paz og har fokus på støtte til udsatte unge og deres familier, som bor i udkanten af Bolivias hovedstad, La Paz. De unge kommer fra fattige kår, og mange har psykosociale problemer, hvilket gør det svært for dem at afslutte en uddannelse eller finde et arbejde. 

Projektet har fokus på at hjælpe de unge til at komme på ret spor igen og forbedre forholdet til deres familier. De unge får træning i forskellige basale kundskaber og indgår samtidig i individuelle og familieterapeutiske forløb, hvor de får støtte til at tale om deres problemer. De unge kan få hjælp til at påbegynde en uddannelse eller finde et arbejde, der passer til dem. Det er afgørende for projektet, at familierne og lokalsamfundet engageres, så de unge får støtte undervejs og igen bliver en del af et familiefællesskab.
Projektet i La Paz startede i 2008 og afsluttes i 2012.

Giv et bidrag

Støt med SMS! Send en sms med teksten CARITAS til 1231 og støt med 100 kroner + alm. sms takst
Betal sikkert med:

Lokale partnere

Programmet implementeres af Caritas Coroico i tæt samarbejde med de lokale kommuner og andre lokale aktører. 
 www.caritasbolivia.org